Slanger – Kaskelot #249
Slimet, klam, ulækker, fascinerende og farlig er blot nogle af de ord, der popper op i hovedet hos mange, når de tænker på slanger. Slanger vækker mange følelser hos mennesker, nogle er berettiget og andre er helt forkerte. Slanger er for eksempel slet ikke slimede selvom mange får og tror det, det kan faktisk være helt beroligende at holde en slange og ofte er vores frygt større op til vi møder dem, end når vi rent faktisk gør. Slanger har eksisteret i millioner af år og har efterhånden fået en næsten mytisk status i vores kultur, som både helbredende og snedige og onde på samme tid. I takt med at vi bor tættere og tættere på deres levesteder kommer vi også i nærkontakt med slanger i højere grad, og derfor skal vi også vide mere om dem.
I dette nummer af Kaskelot fortæller et hold af dygtige forskere og skribenter om forskellige aspekter af slangernes liv og udvikling.
I en stor introduktionsartikel om slanger skriver Tobias Wang og Aage Kristian Olsen Alstrup om alt fra slangens evolution, deres temperatur-regulering, reproduktion, samt om hvordan de spiser og sanser.
Cecilie Knudsen og Christoffer Vinther Sørensen sætter fokus på slangegift og fortæller her om deres banebrydende forskning indenfor modgift.
Henrik Egede-Lassen har fulgt en sydafrikansk forsker, Azraa Ebrahim, der undersøger hvad stigende temperaturer betyder for puffadderen.
I artiklen Slangen i vores hjerter fortæller Anne Katrine Gjerløff om menneskets forhold til slanger i kulturen.
Gry Lottrup Jyde og Julia Suhr beskriver hvordan hjernen og kroppen reagerer når man står ansigt til ansigt med sin frygt.
Anne Sofie Meilvang sætter fokus på hvordan man kan lave en positivliste for eksotiske dyr i stedet for den negativ liste vi har i dag.
Charlotte Trolle Olsen og Marie Rubæk Holm har lavet to opgaver – Sammenlign slangens og menneskets organer og Er det et krybdyr? som man kan lege med.
Denne gang er det mystiske næbdyr, som Marie Rubæk Holm har sat fokus på i en lille artikel.
Vi har også lokket Alexander Holm til at skrive endnu en klumme, denne gang om byer og biodiversitet.
Preben Olund Kirkegaard har denne gang skrevet en didaktisk artikel om science fiction i naturfagsundervisning
Thomas Bech Lillelund Andersen sætter fokus på naturfagene som et tegnefag.
Redaktionen har denne gang omtalt bogen Odderen af Aksel Bo Madsen, bogserien af Peter Goes, samt børnebogen Det starter med en bi af Jennie Webber.
God fornøjelse!